Løft sproget på en eftermiddag
Man kan ikke få det hele på den halve tid, men man kan få det vigtigste. Hvis din virksomhed har svært ved at finde tiden til et heldagskursus, har Skriverådet et tilbud til jer: En koncentreret stund hvor vi tager fat i de sproglige og retoriske udfordringer der netop nu er de vigtigste hos jer.
For at sikre at alle får et effektivt udbytte, vil teori stort set udelukkende være noget der foregår indirekte igennem eksempler og øvelser – dels eksempler fra virksomhedens egen kommunikation, dels nøje udvalgte øvelser der indirekte etablerer en generel forståelse. Vi vil koncentrere os om 3-5 hovedbudskaber med tilsvarende huskeregler som sidder fast bagefter.
Fokus kan være alt fra at undgå de væsentligste grammatikfejl til at sikre bedre sprogvaner og henvendelsesformer i kommunikationen med kunder eller borgere. Det er et 100 procent skræddersyet kursus med fokus på hvad I selv på forhånd føler er udfordringer, kombineret med Skriverådets anbefalinger.
En sådan effektiv eftermiddag er betydeligt bedre end ingenting, og alene initiativet fra virksomhedens eller afdelingens side kan skabe en bedre og mere opmærksom sprogkultur.