Komma – hvad er op og ned?

– om kommatering med og uden startkomma

Jeg har beskæftiget mig med tegnsætning på et opmærksomt og bevidst fagligt plan siden 1995 og i særdeleshed siden 2009 hvor jeg skrev speciale om komma. Specialet var kulminationen oven på en forudgående opgave om emnet og en lang debatindsats i den såkaldte kommakrig, men på en måde var det også kun starten på en meget tæt dans jeg har haft med emnet lige siden. Det er nørd med nørd på, kan man sige.

Denne artikel er skrevet for at give tiltrængt afklaring på et område som for mange, selv professionelle sprogmennesker, delvist henstår i tåge – og for mange andre i totalt mørke, hvis ikke ligefrem i et spejlkabinet af tragikomiske fordrejninger og misforståelser. Artiklen er ikke noget kommakursus, men sigter på at give ren og retvisende besked og drive misforståelserne af vejen, så vi alle ved hvad vi taler om. Og når du ved det, dæmrer det måske for dig at der er noget du bør lære.

Hvis du har brug for et meget hurtigt overblik, kan du nøjes med den terminologiske afklaring i første afsnit samt kigge i højre spalte (på en smartphone sandsynligvis nederst) for tydeligt at se forskellen på de to kommapraksisser vi har.

Artiklen har følgende indhold:

1) Terminologisk afklaring om vores kommasystem(er)

2) Fire årsager til forvirring og dårlig tegnsætning

3) Pointen med komma uden automatisk startkomma (tidl. nyt komma)

4) Misforståelsen om nyt kommas afskaffelse

5) Den lille forskel med den store effekt

6) Slutkommaer der kan ligne startkommaer

7) Kryds-og-bolle-metodens vildfarelse

8) Det historiske perspektiv

Højrespalten:

1) Eksempler på startkommaer der ikke sættes i ’komma uden startkomma’

2) Eksempler på startkommaer som sættes i ’komma uden startkomma’

3) Tankestregsreglen

Terminologisk afklaring om vores kommasystem(er)

Der findes to korrekte måder at kommatere på i Danmark, nemlig kommatering henholdsvis med startkomma og uden startkomma, alt sammen under et regelsæt der bare hedder ”komma”. Sådan har tingene heddet siden 2004.

Startkomma er den type komma man sætter fordi der begynder en ledsætning. Kun i kommatering med startkomma sætter man konsekvent alle startkommaer. I kommatering uden startkomma sætter man derimod kun startkomma foran selvstændige ledsætninger. Se eksempler i højre spalte, og læs også dér om tankestregsreglen.

Der sættes altså startkommaer i ”komma uden startkomma”, blot færre af dem. Det betyder desværre også at betegnelsen er misvisende, og netop derfor foretrækker jeg at kalde denne praksis for ”komma uden automatisk startkomma”. Humlen er nemlig at der ikke per automatik er komma fordi en ledsætning begynder; kun en ledsætning af selvstændig karakter fordrer startkomma ved sin begyndelse.

Af den grund vil ordet automatisk herefter indgå i de to betegnelser, simpelthen for her at være saglig og retvisende.

Der findes mange typer af kommaer. Hvad angår alle andre typer af kommaer end startkomma, er der ingen forskel på de to måder at kommatere på. Lad mig skære det ud i pap: De to kommapraksisser er fuldstændig ens når det eksempelvis gælder helsætningskomma, tiltalekomma, udråbskomma, opremsningskomma, slutkomma, appositionskomma, komma ved selvstændige led, komma ved præciserende tilføjelser og så videre. Eller sagt på en tredje måde: Diskussionen om et hvilket som helst andet komma end startkomma er den samme i de to praksisser.

Det var også tilfældet dengang vi talte om to kommasystemer, nemlig grammatisk komma og nyt komma – her var startkommaerne også den eneste forskel. Intet i substansen har ændret sig siden 1996 hvor nyt komma blev lanceret.

”Komma med automatisk startkomma” er nemlig det samme som det kommasystem der siden 1918 og op til 2004 officielt har heddet ”grammatisk komma”, og som man i dag for umisforståelighedens skyld kan kalde for ”traditionelt grammatisk komma”. Og ”komma uden automatisk startkomma” er det samme som det kommasystem der tidligere hed ”nyt komma”. Der er ingen forskel. Men man må ikke tale om nyt komma mere, lige så lidt som man må tale om to kommasystemer. I dag har vi som sagt kommasystemet ”komma”, og under denne paraplybetegnelse har vi to … Ja, hvad skal man kalde det? Ordet praksisser byder sig til som det eneste, og selv om det ikke lyder særlig godt i flertal, er det altså det vi har at arbejde med.

Under regelsættet ”komma” har vi altså to praksisser som er fuldstændig identiske med de tidligere to systemer, hhv. traditionelt grammatisk komma og nyt komma. Hvis du i et lukket kollegialt fællesskab fortsat vil kalde en spade for en spade, så gør endelig det! Men vær opmærksom på at du kan løbe ind i uproduktive og afsporende irettesættelser hvis du bruger den gamle terminologi på de sociale medier – ja, medier i det hele taget – eller på kurser og i andre offentlige fora.

Både Dansk Sprognævn og Skriverådet (og i det hele taget et overvældende flertal af dem der kender begge praksisser til bunds) anbefaler komma uden (automatisk) startkomma.

Fire årsager til forvirring og dårlig tegnsætning

1) Det skaber tåge at vi ikke kan tale om to kommasystemer.

2) Det skaber yderligere misforståelser at betegnelserne for de to praksisser ikke er præcise, men faktisk er misvisende.

3) Der mangler undervisning i sætningsgrammatik. Det sætningsgrammatiske overblik er en forudsætning for at tegnsætte korrekt, sikkert og ubesværet i praksis, og er i øvrigt en fordel på mange andre planer. Men det har skolesystemet ikke rigtig forstået endnu. Manglende sætningsgrammatik i skolesystemet betyder at mange undervisere ikke har greb om komma og enten har opgivet det eller udfører en mere eller mindre misvisende undervisning. I hvert fald har jeg gang på gang kunnet konstatere at elever – helt op til danskstuderende på universitetet – går rundt med en vildfaren terminologi der går ud på at grammatisk komma er det med startkomma (nogenlunde rigtigt), og at nyt komma er det med slutkomma (en meget skidt konklusion). Af samme grund kan det godt tåle en ekstra understregning at der så sandelig skal være de samme slutkommaer i begge praksisser.

4) Endelig bør det åbent erkendes at debatten om tegnsætning grumses til af nærmest insisterende uvidenhed. Dels har medierne og store dele af journaliststanden gennem tiden haft en negativ holdning til nyt komma uden at vide hvordan man sætter det, og dermed uden en saglig vurdering. Dels er mange tilhængere af traditionelt grammatisk komma ikke klar over hvor mange startkommaer det i virkeligheden indebærer, hvorpå de så tror at kravet om dette eller hint konkrete startkomma har at gøre med ideer der kommer fra noget andet end deres skolegang, og det må jo så være fra nyt komma. Her vender de selvsagt tingene helt på hovedet, for det er jo netop nyt komma der imødekommer deres ønske om at slippe for det givne startkomma. De ved det bare ikke – eller vil ikke vide det. Når folk på denne måde gør dag til nat og nat til dag, er det meget svært at føre en kommadebat uden at ende i goddag-mand-økseskaft. I november 2014 var kulturordførerne fra henholdsvis S og V i Aftenshowet på DR til en sprogquiz, og de demonstrerede begge denne 180-graders venden tingene på hovedet ved at nægte at sætte et komma foran en ”som om”-ledsætning, med henvisning til at de satte grammatisk komma og ikke det andet. Og med denne mastodontiske misinformation sluttede indslaget. Så højt går det mudder vi står i.

Pointen med komma uden automatisk startkomma (tidl. nyt komma)

Nyt komma (eller ”enhedskommaet”) var et forslag fra Henrik Galberg Jacobsen allerede i 1989. Det blev luftet i offentligheden omkring 1993, og i 1996 blev det indført side om side med grammatisk komma og på bekostning af pausekomma. Nyt komma blev skabt for at luge de grammatiske kommaer ud som i virkeligheden står i vejen for perceptionen og hakker tekster unødigt op, men samtidig bevare et mere regelfast grammatisk kommasystem end pausekomma var udtryk for.

De ivejenstående kommaer kunne findes inden for én gruppe, nemlig startkommaerne, og derfor handler forskellen på traditionelt grammatisk komma og nyt komma også kun om disse startkommaer.

Læs mere om de ivejenstående startkommaer under ”Den lille forskel med den store effekt”.

Min og andres faglige vurdering og fornemmelse af at visse startkommaer spærrer for perceptionen, bakkedes i øvrigt op af en læseundersøgelse foretaget af læseforskerne Carsten Elbro og Vibeke Appel fra det der dengang hed Institut for Almen og Anvendt Sprogvidenskab, på Københavns Universitet i 1992. Det var før den officielle lancering af nyt komma som skubbede pausekomma ud, så man undersøgte de to eksisterende systemer (grammatisk komma og pausekomma) sammen med Galbergs forslag (nyt komma):

Når pausekommaet klarer sig så skidt i svære tekster, har det formentlig at gøre med den vigtigste forskel på pausekomma og nyt komma, nemlig nyt kommas regelfasthed om slutkommaer. Ellers skal man jo i dag bare holde øje med forskellen på grammatisk komma (i figuren kaldet traditionelt komma) og nyt komma.

I 1992 havde grammatisk komma aldrig – hverken fagligt eller folkeligt – heddet ”traditionelt komma”. Så hvis man underkaster den gamle grafik en lille litterær analyse, vil man hurtigt kunne uddrage en tanke: Den afslører nemlig – i kraft af betegnelsen ”traditionelt komma” (over for ”nyt komma”) – at nyt komma i 1992 var tænkt som en forbedring af netop grammatisk komma, ikke som en grammatisk opstramning af pausekomma. Heraf følger at det egentlig var hensigten at smide grammatisk komma på porten. Men det turde man ikke da det kom til stykket. Desværre. Man kunne jo have sagt: ”Nu skal vi ikke længere sætte de ivejenstående startkommaer. Pyt med om det nu i nogle år er inkonsekvent inden for den enkelte tekst, men prøv at vænne jer af med de startkommaer.”

I bagklogskabens lys er det sådan det skulle have været gjort, for det er nogenlunde sådan man med succes har skaffet sig af med traditionelt grammatisk komma i Norge og Sverige.

Misforståelsen om nyt kommas afskaffelse

Fra 2004 blev der skabt misforståelser om de facto-eksistensen af nyt komma. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) ville ikke længere have ”kommakrig”, han ville have ét kommasystem, og eftersom nyt komma kan betragtes som en videreudvikling af grammatisk komma, lagde Dansk Sprognævn klogelig de to ind under samme navn. I stedet for at tale om to kommasystemer talte man nu om en valgfrihed vedrørende startkommaer.

Manøvren blev imidlertid dyr. Mange sprogbrugere – ikke mindst journalister – troede nu at ”alt var ved det gamle”, hvorved skulle forstås at kun grammatisk komma skulle tages alvorligt. Men alt var faktisk ved det 1996-nye, eftersom valgfriheden om startkommaer ingenlunde kunne administreres frit men skulle følges i to gennemgående praksisser som var fuldstændig identiske med henholdsvis traditionelt grammatisk komma og nyt komma. Det har tænkeligvis bidraget til journalisternes misforståelse at de aldrig satte sig ind i nyt komma og derfor aldrig har vidst at forskellen på de to nu tidligere systemer udelukkende handlede om nogle startkommaer.

Okay, der var faktisk en enkelt justering i 2004, men den er forsvindende lille: Det blev præciseret at man ikke partout skal sætte komma foran ”men” bare fordi ordet står der. Det er i substansen alt hvad der skete i 2004 – resten handler om spin, misforståelser og forvirring. En forvirring som fortsat understøttes af et skolesystem uden sætningsgrammatik.

Den lille forskel med den store effekt

Lad os her bare fornemme forskellen på de to praksisser ved hjælp af et par ret almindelige og naturlige sætningskonstruktioner sat henholdsvis med og uden automatisk startkomma, noteret som hhv. M og U. Under hvert par noterer jeg i øvrigt hvilke kommaer der er tale om:

–

M:
Jeg synes, vi skal stoppe de elementer, der skaber uro i klassen, før det er for sent.

U:
Jeg synes vi skal stoppe de elementer der skaber uro i klassen, før det er for sent.

(startkomma) – (startkomma) – slutkomma*

*I M er det tredje komma principielt set både et slutkomma og et startkomma, men primært et slutkomma.

–

M:
Hun gik ikke, fordi hun var træt af forelæsningen, men fordi hun skulle på arbejde.

U:
Hun gik ikke fordi hun var træt af forelæsningen, men fordi hun skulle på arbejde.

(startkomma) – slutkomma mellem sideordnede ledsætninger

–

M:
De løb alle sammen ud for at spille fodbold, bortset fra Peter, som blev indenfor. 

U:
De løb alle sammen ud for at spille fodbold, bortset fra Peter som blev indenfor.

komma foran præciserende tilføjelse – (startkomma)*

* ”som blev indenfor” er hverken en bestemmende relativsætning eller en parentetisk relativsætning, men tilhører en mellemzone hvor man undlader komma i komma uden automatisk startkomma. Mere om relativsætninger længere nede.

–

Startkomma er som sagt den tekniske betegnelse for et komma begrundet i at der starter en ledsætning. Abonnerer man på kommatering med automatisk startkomma, abonnerer man også på at sætte alle startkommaer (bortset fra i sætningsknuder og -kløvninger).

Men som tidligere nævnt står mange startkommaer i vejen for perceptionen (indlæsningen) af betydning, blandt andet ved den ledsætningstype man kalder den bestemmende relativsætning: ”Han talte om det billede(,) der var solgt til 500.000 kr. på auktionen”. Her giver ”Han talte om det billede” ikke helt nogen mening før det er samlet med ”der var solgt for 500.000 kr. på auktionen”. Ledsætningen sætter jo, om man så må sige, billede på hvilket billede der er tale om, og før vi ved dette, er der ingen pointe at uddrage af sætningen. Den anonyme genstand skal fastholdes i tanken indtil den bestemmende relativsætning omsider kvalificerer den, og denne fastholdelse står kommaet i vejen for. Så det første arbejde hjernen skal udføre for at forstå sætningen, er at ignorere kommaet.

I modsætning til den bestemmende relativsætning har vi den parentetiske relativsætning. Og den parentetiske har netop startkomma i kommatering uden automatisk startkomma. Den kendes på at man kan indsætte et ”i øvrigt”, ”for resten”, ”ellers”, ”faktisk” eller lignende i den uden at det virker åndssvagt, og det skyldes jo at helsætningen har to pointer. Eksempel: ”Min kæreste, der arbejder hos Novo Nordisk, har en tvillingesøster.” Eller: ”Vognen står ved den nordlige indgang, som er lukket i øjeblikket.”

Tidligere havde vi ”… bortset fra Peter som blev indenfor”. Her havde vi en relativsætning (”som blev indenfor”) der på den ene side ikke udpeger en ting eller person fra mængden (altså bestemmende) og på den anden side heller ikke meningsfuldt kan rumme et ”i øvrigt” (altså parentetisk). Den giver egentlig bare det foran lidt mere fylde og signifikans; den maler videre på billedet ”bortset fra Peter”, og således er ”bortset fra Peter som blev indenfor” én kompleks pointe.

Nu tilbage til de startkommaer nyt komma blev skabt for at slippe af med. Også startkommaer foran betingelser står i vejen for perceptionen. Hvis vi tager udsagnet ”Det bliver vådt(,) når det regner”, så har ”Det bliver vådt” jo ingen sandhedsværdi – ”når det regner” skal med før ”Det bliver vådt” er sandt. Vender vi sætningen til ”Når det regner, bliver det vådt”, skal slutkommaet blive stående (for at vise at den underordnede sætning er slut), men her får vi til gengæld også tingene i den rigtige rækkefølge.

Betingelsesledsætninger er adverbialled. Blandt de øvrige adverbielle ledsætninger er der enorm forskel. Det er her vi har nogle af de tungeste ledsætninger, som følgelig skal have startkomma i kommatering uden automatisk startkomma – se eksempel 2-7 øverst i højrespalten – men det er også her vi har nogle ledsætninger der er så lette at kommaet er svært at placere. Tag en sætning som: ”Det virker lidt(,) som om Søren er sur.” Ja, og det virker også lidt som om vi ikke gider det komma.

Mindre obstruerende for perceptionen er startkommaet foran objekter, typisk at- eller hv-ledsætninger, fx ”Jeg ser(,) at det regner” eller ”Jeg ved ikke(,) hvorfor hun er sådan”. Man kan sagtens standse og spille en hornblæser-fanfare før man går over til det ledsætningsformede objekt, og det er (ligesom ved mellemzone-relativsætningerne) derfor et mindre generende startkomma end startkommaerne foran bestemmende relativsætninger og betingelser. På den anden side er der selv i den mest fintfølende musiske forstand ikke behov for en pause eller noget tonalt skifte, og derfor er den slags startkommaer altså også siet fra i praksis uden automatisk startkomma. De er ikke savnet, men især her er det et spørgsmål om vane at give afkald på dem.

Længere oppe på siden i højre spalte – eller, på en smartphone, neden under artiklen – kan du se eksempler på henholdsvis startkommaer der undlades i kommatering uden automatisk startkomma, og startkommaer der sættes. Her er også tankestregsreglen beskrevet – den regel der hjælper dig med at afgøre om en ledsætning er selvstændig.

Slutkommaer der kan ligne startkommaer

Vær opmærksom på at kommaer godt kan være der af flere grunde. Et komma kan godt både være et slutkomma og et opremsningskomma, et slutkomma og et helsætningskomma, et afsluttende appositionskomma og et helsætningskomma … eller et slutkomma og et startkomma. Sidstnævnte betyder at man i komma uden automatisk startkomma godt kan have et komma placeret på noget der ligner en banal startkommaplacering, men som er et slutkomma. Ja, principielt er det jo begge dele, men det er først og fremmest et slutkomma. Det så vi oppe i det øverste eksempel af de tre sætningseksempler i sidste afsnit:

Jeg synes vi skal stoppe de elementer der skaber uro i klassen, før det er for sent.

Kommaet er primært et slutkomma efter ”klassen”, frem for et startkomma foran ”før”. For slutkommaet afslutter et ledsætningsformet indhold som før-ledsætningen ikke er en del af.

Her er to eksempler mere:

”Jeg slagter den gris der halter, når jeg kommer hjem igen.”

”Vi skal snakke om hvilke numre der er bedst egnede, før vi laver den endelige track-liste.”

Den bestemmende relativsætning der beskriver/udpeger grisen, skal afsluttes fordi den efterfølgende ledsætning ikke er en underafdeling heraf. Tilsvarende er før-ledsætningen i det andet eksempel heller ikke en underafdeling af hvilke-ledsætningen.

Lad os omvendt tage et eksempel hvor ”sidste ledsætning” faktisk er en underordnet del af en anden ledsætning:

”Man kan tydeligt se at hun ikke kan lade være med at fnise når man nævner hans navn.”

Kryds-og-bolle-metodens vildfarelse

Mange bliver angste ved at skulle slippe kryds-og-bolle-metoden. Faktum er imidlertid at denne metode IKKE kan stå alene når man sætter komma – heller ikke i kommatering med automatisk startkomma – og jo mere man tror på metoden som den endegyldige adgangsbillet til et sikkert og logisk komma, desto dårligere har man forstået tingene, og desto ringere er man til at kommatere med automatisk startkomma i praksis.

Jeg siger det ikke på denne måde for at lyde polemisk, men det var sådan tingene viste sig i den kommaundersøgelse jeg lavede blandt 107 respondenter (bestående af journalister, journaliststuderende, gymnasiedansklærere og kommunikatører) da jeg skrev speciale: De respondenter som mest hårdnakket troede på kryds-og-bolle-metodens velsignelse og på deres heraf følgende evner til at sætte grammatisk komma, var dårligere til at sætte deres komma end de der forholdt sig mere moderate, pragmatiske og tvivlende. Så du kan godt gå tilbage og læse sætningen igen – den er god nok. Og du kan generelt roligt regne med at den der iltert støtter ”komma med startkomma” med den begrundelse at kryds-og-bolle-analysen kører på skinner, er yderst ringe til at sætte komma.

Den særligt skærpende omstændighed ved denne fejlopfattelse er nemlig at det ofte er betydningsafgørende kommaer som glemmes når man fokuserer for meget på at trække sine kommaer i en kryds-og-bolle-automat.

Lad os tage et eksempel:

Jeg køber det hus der ligger ved søen i morgen.

Hvor skal der være komma?

Ja, et rent kryds-og-bolle-fikseret blik vil tilsige denne løsning:

Jeg køber det hus, der ligger ved søen i morgen.
x       o                         x       o

Det er bare noget gevaldigt vrøvl der kommer til at stå, for huset ligger ikke først i morgen ved søen. Det har ligget der hele tiden, men ”jeg” køber det i morgen.

Man har glemt slutkommaet. Den rigtige kommatering med automatisk startkomma er denne:

Jeg køber det hus, der ligger ved søen, i morgen.

Og den rigtige kommatering uden automatisk startkomma er så i øvrigt denne:

Jeg køber det hus der ligger ved søen, i morgen.

Slutkommaet står ikke til diskussion, men det er meget rart at hjernen ikke skal ignorere et startkomma for at forstå genstandsleddet ”det hus der ligger ved søen”.

Uanset om man vil lære at kommatere med eller uden automatisk startkomma, skal der altså noget mere sætningsgrammatisk indsigt og ikke mindst sprogfornuft til. Sætningsgrammatik handler om at kunne se sætningens led. Og denne evne danner ikke kun grundlag for god og sikker tegnsætning; den har også den merværdi at man får bedre blik for sætningsstrukturer og i kraft heraf bedre sans for formuleringsmuligheder når man skriver.

Når det er sagt, vil mange mennesker uden skoling, men til gengæld med en naturlig musikalsk føling med sproget, kommatere cirka 90 procent korrekt efter praksis uden automatisk startkomma ved blot at sætte komma som de synes. (Og det siger næsten sig selv at de ville forbedre sig yderligere hvis de som læsere var præsenteret for samme meningsfulde kommatering.) Denne erfaring står i grel modsætning til de test Skriverådet har lavet af dansklærere, der oftest behæftet med en alt for snæver kryds-og-bolle-analyses skyklapper laver langt mere alvorlige fejl i deres forsøg på at kommatere korrekt med automatisk startkomma. Dette handler ikke så meget om at de mest meningsløse startkommaer ofte er svære at placere, for det vægter jeg som relativt mindre fejl. Nej, det handler mere om det uhensigtsmæssige i den snævre kryds-og-bolle-tænkning som kommatering med automatisk startkomma let kommer til at blive associeret med. Man fjerner sig mentalt fra indholdet og overser derfor ret betydelige kommaer. Praksis uden automatisk startkomma bringer én mentalt tættere på indholdet og gør én mere opmærksom på forbindelsen mellem sprog (herunder grammatik) og indhold.

Det historiske perspektiv

Grammatisk komma kom til Danmark i forbindelse med trykkekunstens udbredelse og udvikling op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallene – dels fordi det var tyskere der førte an i udviklingen af trykkemaskiner og derfor sendte teknikere hertil, og dels fordi man med dette nymodens skrift på tryk fik den efterrationaliserede idé at grammatisk komma var det rigtige for stillelæsningen (i modsætning til oplæsningen, som havde det bedst med det pausekomma man brugte i forvejen).

Grammatisk komma gjorde sit indtog i officielle skriftlige tekster, men allerede i begyndelsen af 1800-tallet talte man om at slippe af med visse startkommaer, nemlig komma foran bestemmende relativsætninger. Siden har sproget kun udviklet sig i en sådan retning at kommatering med automatisk startkomma passer stadig dårligere til sproget. Det skyldes netop at vi bruger langt flere bestemmende relativsætninger i moderne dansk – fx den understregede ledsætning her: ”Hvad synes du om den tekst (som) du har læst?”

For 200 år siden var andelen af den slags letvægter-ledsætninger betydeligt mindre – nogle af dem ville være formuleret som kancellisløjfer (”den af dig allerede læste tekst”) – og andelen af fyldigere og selvstændige ledsætninger ville være markant højere fordi vægten i sproget lå helt andre steder. Her et konstrueret og lettere karikeret eksempel: ”Hvad er din uhildede mening om dette ganske ædle stykke skrivekunst, som du vel også besnakkede dig selv til at læse.” Her ville man også uden automatisk startkomma kunne argumentere for at lade startkommaet stå. Det vil altså sige at forskellen på komma med og uden automatisk startkomma i en gammel tekst ikke vil være så stor som i en moderne tekst. De startkommaer man allerede dengang talte om at slippe for at sætte, er med andre ord eksploderet i antal siden. Så hvis automatisk startkomma dengang var uhensigtsmæssigt, er det i dag direkte grelt.

Et alternativ til grammatisk komma har til alle tider været at en dygtig skribent – især hvis han var forfatter – var autoriseret til at gøre som han ville, og efterhånden blev dette kaldt pausekomma. Fra 1918 blev pausekomma officielt sidestillet med grammatisk komma. Nyt komma, som blev indført i 1996 på bekostning af pausekomma, er som sagt mere regelfast end pausekomma var, men giver – hvis det tolkes og praktiseres rigtigt – den fineste meningsunderstøttende tegnsætning man kan forestille sig. Og det er naturligvis stadig tilfældet nu hvor det hedder komma uden startkomma.

Vi har altså valget mellem en kommatering som slet ikke passer til vores sprog længere (og aldrig helt har gjort det), og en kommatering hvor alle tegn giver indholdsmæssig mening.

Eksempler på startkommaer der ikke sættes i ‘komma uden startkomma’

(M = med automatisk startkomma)
(U = uden automatisk startkomma)

M: Jeg spiser, hvad jeg vil.
U: Jeg spiser hvad jeg vil.

M: Du må spise lige så meget, du vil.
U: Du må spise lige så meget du vil.

M: Vis mig den finger, der er forstuvet.
U: Vis mig den finger der er forstuvet.

M: Hun troede, at han var blevet væk.
U: Hun troede at han var blevet væk.

M: Det er, som om hun ikke har forstået budskabet.
U: Det er som om hun ikke har forstået budskabet.

M: Det er ikke, fordi jeg ikke vil.
U: Det er ikke fordi jeg ikke vil.

M: Hun blev fyret, i det øjeblik hun mødte op.
U: Hun blev fyret i det øjeblik hun mødte op.

Eksempler på startkommaer som sættes i ’komma uden startkomma’:

Jeg har ansat en rigtig dygtig medhjælper, som i øvrigt er fra Iran.

Der var mange vandskader, hvilket medførte dyrere forsikringer.

Der er lukket for det varme vand, hvorfor yderligere diskussion om badetider er omsonst.

Han blev tykkere og tykkere, simpelthen fordi han holdt op med at røre sig.

Han blev taget med fingrene i kagedåsen, hvad der næppe overraskede nogen.

Han løb forbi med en vanvittig fart, som var han flygtet fra et altædende monster.

Vi køber sandsynligvis den lille tv-pakke, hvis ellers vi kan få lov.

Tankestregsreglen

Om en ledsætning har selvstændighed og dermed skal have startkomma i komma uden automatisk startkomma, kan afgøres ved hjælp af en ret simpel og 100 procent dækkende regel. Vurderingen kræver selvfølgelig at man har styr nok på sin grammatik til at vide om det er et potentielt startkomma man overvejer; men hvis man er sikker på at det er en startkommaplacering, og at andre typer af kommaer ikke er i spil, kan man blot foretage følgende analyse:

Ville en tankestreg her ødelægge eller drille meningen, eller ville den tværtimod støtte meningen? Skåret helt ind til benet: Er tankestreg bedre end ingenting? Hvis tankestreg er bedre end ingenting, skal der være komma (eller tankestreg).

Har man blot et minimum af sprogfornemmelse, er afgørelsen som regel let. Se blot de ovenstående eksempler.

De syv eksempler på ikke-startkomma og de næste syv eksempler på startkomma herover er tydeligt til den ene eller anden side i vurderingen. Indimellem støder man på gråzone-eksempler, men det er ikke så vigtigt hvad man beslutter i en gråzone – skribenten bestemmer. Gråzone-eksempler er ofte kontekst-labile, forstået på den måde at teksten forud for pågældende sætning har betydning. Dette skyldes jo at den reelle mekanisme bag tankestregsreglen handler om pointer og dermed om ny eller gammel information. Men det ændrer ikke noget: Du skal stadig bare bruge sund sprogfornemmelse og tankestregsreglen.